Med livet som modspiller

I ti år var speederen trykket helt i bund. Destinationen var afgrunden, og det var med Ruth Kristensen som passager. Vold, ensomhed, voldtægt og hjemløshed har været faste bestanddele af hendes barndom og tidlige voksenår, hvor hun selv har måttet kæmpe med følelser, hun ikke var i stand til at dele med andre.

Af Laurits Henningsen

”Da jeg kom ud fra toilettet, overfaldt de mig. De truede mig med en kniv og trak tøjet af mig.

Og så voldtog de mig.”

Det skete, da Ruth Kristensen var 15 år gammel. To unge mænd havde en aften spurgt, om hun ikke ville med op i deres lejlighed og se film. Det skulle vise sig, at den aften var med til at sende Ruth ud på en deroute mod livets skyggekroge.

En hektisk barndom
Ruth Kristensen voksede op i en kristen familie i Aalborg. Der var 31 års forskel mellem hendes forældre. Faren var fraværende, så det var moren, der primært styrede familien. Og det gjorde hun med hård hånd – især med en datter der var svær at styre.

”Nogle gange gennemtæskede hun mig derhjemme. Jeg græd, og jeg var ked af det. Jeg kunne jo ikke stole på hende, og jeg var bange for hende. Jeg vidste aldrig, hvad der skete,” siger Ruth Kristensen.

Volden derhjemme var ikke det eneste Ruth kæmpede med i sine tidlige barndomsår. Hun blev mobbet i skolen og følte sig ensom. I 8. klasse droppede hun ud og fik nye venner uden for skolen, der accepterede hende. Men det var ikke kun de nye venner, som Ruth stiftede bekendtskab med – det var også alkohol.

Ruth blev svær at styre derhjemme og blev anbragt i et ungdomspensionat. Trangen til at gøre oprør maste sig på, og det resulterede i, at hun flyttede ind og ud af forskellige bosteder og plejefamilier i sine teenageår. Det var som 15-årig at hun første gang, i en kort periode, endte med at bo på gaden – det var i denne periode, hun blev voldtaget.

Følelser fortrænges
Der var ikke nogen, Ruth følte, hun kunne tale med om voldtægten. Gerningsmændene havde truet hende med en kniv, og hun var både bange for at fortælle andre om episoden, men mest af alt skammede hun sig over det.

”Det var ligesom om jeg havde puttet det i en kasse i baghovedet, som om det ikke eksisterede. Men når jeg var alene følte jeg mig beskidt og klam. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Jeg fik det skidt, når folk kiggede på mig,” siger Ruth.

Alkoholen begyndte at fylde mere og mere i Ruths liv. Hun fik ingen professionel hjælp til at få snakket om hendes liv, så hun begyndte at dulme sine følelser og psykiske smerter med rusmidler.

”Jeg talte ikke med nogen om voldtægten. Det gnavede i mit sind, i mine tanker og i min krop. Men når jeg var fuld, kunne jeg have det sjovt.”

Hendes blik flakker lidt, mens hun folder servietten foran sig i små kvadrater. Hun har svært ved at sætte ord på de følelser, hun i så mange år fortrængte.

Efter tiden på gaden valgte Ruth at starte på kokkeskolen, og her fik hun også et værelse. Pludselig var der ikke nogen, der holdt øje med hende, som der havde været på de tidligere institutioner, hun havde boet på. I denne tid udviklede hendes alkoholmisbrug sig yderligere, og hun blev igen mobbet i skolen. Der gik ikke længe, før hun valgte at stoppe på skolen.

Livet på gaden
De næste år skete der meget i Ruths liv. Hun blev mor som 19-årig, men søgte hjælp hos kommunen til at varetage barnet. Hun tog herefter ud at sejle for at komme under nye luftlag, men heller ikke det skulle hjælpe hende med at slippe af med tvangstankerne og alkoholmisbruget. Hun kom tilbage til Aalborg og begyndte som 22-årig igen at leve på gaden.

”Jeg sov i opgange, og jeg sov hos bekendte. Nogle gange fik jeg lov til at sove på værtshuset, som jeg kom på, hvis bare der stod en øl foran mig. Det var utrolig hårdt. Jeg udviklede et hashmisbrug og begyndte at sniffe amfetamin,” siger Ruth.

Tiden og følelserne blev slået ihjel med konstant druk, og der var efterhånden ikke meget, der betød noget for Ruth. Hun gik stadig med indre smerter fra voldtægten og farede rundt på gaden med nye mennesker, hun heller ikke fortalte om hændelsen.

”Livet betød ingenting for mig. Jeg var ikke noget værd. Jeg var kun til at mobbe og slå på. Jeg kunne ikke se noget godt i livet. Jeg gad ikke engang kigge mig for, når jeg skulle over gaden. Jeg gik bare ud foran bilerne og var helt tom.”

Et midlertidigt vendepunkt
Da Ruth var 24 år, valgte hun at gå i behandling. Det var ikke gået op for hende, hvor langt ude hun var, inden hun snakkede med en ven til en bisættelse af en fælles bekendt.

”Vi sad og skulle have gravøl, og så spørger min ven, hvor mange øl jeg havde drukket den dag. Og derefter hvor meget amfetamin, jeg havde taget. Jeg blev helt mærkelig i hovedet og søgte så hjælp morgenen efter. Jeg havde ikke selv set, at jeg var blevet så afhængig,” siger Ruth.

Selvom Ruth havde udfald i behandlingen og periodevis tilbragte nætter på værtshusene, formåede hun at kæmpe sig fri fra alkoholen. En tid der var præget af hårde abstinenser og frustration.

Der gik et års tid, før Ruth nu kunne leve et liv som ædru og stoppede behandlingen. Hun fik en ny kæreste, og sammen fik de et barn. Hun fik også sit tidligere barn hjem. Kæresten var ikke kommet ud af sit alkoholmisbrug, og de udviklede efterhånden et anspændt forhold med trusler og psykisk vold.

En episode en aften, hvor hun var blevet truet på livet af kæresten, endte med at Ruth gav op. Hun kunne ikke længere stå imod.

”Min kæreste var gået på druk, og jeg puttede børnene i sengen ovenpå. Jeg havde planlagt, at jeg ville hænge mig selv. Jeg orkede ikke mere. Hele korthuset ramlede sammen, og alt blev sort inde i mit hoved.”

Vejen ud af dårligdom
Ruth Kristensen er vokset op i en kristen familie, men har aldrig selv praktiseret troen. Hun kunne ikke forestille sig, at der eksisterede en gud med det liv, hun havde haft.

Stearinlysene var tændt, og hun var klar til at lægge alt bag sig og tage herfra. I et sidste desperat forsøg, prøvede hun at bede til gud. Hendes tanker blev lysere og troen på sig selv opstod. Ruth forlod ikke verden den aften. Hun gik i seng og tog kontakt til sin søster, der hjalp hende med at praktisere kristendommen.

I dag er Ruth kristen og holder foredrag om sit liv i helvede på jord. Hun er 54 år, bor alene i lejlighed og har kontakt til begge sine sønner. Hun er glad for, at hun kom levende igennem et liv, de færreste ville klare.